Engelsk udgave
Fransk udgave

Danmark kan rose sig af to dødedanse. Den første (og ældste) befinder sig i Egtved; Desværre er den i dårlig stand. Den anden, velbevarede, blev malet i Nørre Alslev. Nogle specialister anser endnu et værk, kalkmaleriet i Jungshoved, for at være en dødedans; alligevel får en grundig analyse os til at mene, at dette maleri tilhører en anden genre.

Nørre Alslev
En dødedans pryder kirken i Nørre Alslev på Falster. Den blev malet omkring 1480 og senere kalket over i det 17. århundrede, som så mange andre middelalderlige kalkmalerier, for at blive genopdaget i begyndelsen af det 20. århundrede. Man skal læse billedet fra venstre til højre. Den første skikkelse, næsten helt udvisket, er en dødning, der ser ud til at sidde på jorden og spille på et blæseinstrument. Kun fire mennesker følger ham: kongen, biskoppen, adelsmanden og bonden. Arabesker og stiliserede blomster dekorerer billedet. Eftersom der ikke er nogen tekst til billedet, er det svært at afgøre, hvem der egentlig er partnerne til de levende i denne farandole. Nogle specialister mener, de er djævle og ikke dødninge; de påpeger, at biskoppens partner har horn, mens en anden skabning rækker tunge på en djævelsk måde. Ikke desto mindre, hvis man kigger grundigt på billedet, afsløres det, at "horn" og "tunge" i virkeligheden er orme eller slanger, der kravler ud af øjenhuler og mund på ligene. Dette gør dødningerne endnu mere afskyelige og forstærker følelsen af frygt hos tilskueren. Klik her for et større billede.

Egtved
Beliggende i Jylland har Egtved i sin kirke en dødedans, der stammer fra 1450. Desværre er dette engang så imponerende kalkmaleri slemt beskadiget. Dengang dødedanse gik af mode, satte kirkefunktionærerne stolestader op ad væggene og dækkede således de malede figurer fra skulder til tå. Som følge deraf har danserne smukt bevarede kroppe, deres høje alder taget i betragtning… men de har alle tabt hovedet! Kun den dødning, der fører dansen an, har beholdt sit kranium. Forsvandt den øverste del af kalkmaleriet af sig selv, som tiden gik? Eller blev kirkegængerne trætte af at kigge på hoveder, der svævede i luften, hvorefter de halshuggede figurerne? Uanset hvad der skete, er den overlevende del af denne dødedans nu beskyttet. Sidste gang kirken blev restaureret, blev kalkmaleriet aftrukket og monteret på en ny bund forstærket med glasfiber.

Med sine 21 deltagere - ti døde, ti levende og en ubestemmelig skikkelse - er denne dødedans den vigtigste i Skandinavien. Alligevel, på grund af dens forfald, kan vi ikke tyde alle dansernes sociale klasse. I modsætning til de fleste dødedanse skal denne læses fra højre til venstre. Den begynder med en prolog. I det første billede står Jesus, der er dækket med sår (og halshugget som alle de andre skikkelser), ved siden af en alterkalk. Dette minder os om et syn, pave Gregor IV en gang havde: Han så Herren bløde, og blodet, der flød fra Hans krop, blev samlet i en kosteligt kar. Bønnen, der står ved siden af dette maleri, fortæller om de lidelser, Jesus gennemgik for at frelse os alle. Selve dødedansen begynder så med et skelet, der fører paven af sted, så kejseren, eller kongen, og kardinalen. De syv skikkelser, der følger, kan ikke identificeres med sikkerhed. Den sidste figur kan være et skelet,men da hans fod er forskellig fra alle de andres, er det også muligt, at han kan være en prædikant; skønt denne figur normalt optræder i begyndelsen af dansen og ikke til sidst.

Jungshoved
Ifølge mange danske kunsthistorikere gemmer der sig en dødedans i denne lille by på Sjælland. Alligevel ser dette værk mere ud som en afbildning af et folkeeventyr, der er udbredt i Skandinavien. Der var engang en ung pige, smuk og uskyldig, der fangede en kavalers opmærksomhed. For at forføre hende lovede han hende en krone og uendelige rigdomme. Pigen stak af med ham. Men så snart de var alene, afslørede den flotte ridder sin sande natur: Under sin menneskeham gemte sig en djævel (eller et uhyre, afhængig af versionen)! Denne historie og ikke dødedansen må have inspireret kunstneren fra Jungshoved. I det mindste er det, hvad Lise Præstgaard Andersen mener, i den første seriøse undersøgelse af dette kalkmaleri.

Fra venstre til højre (klik her for et tydeligere billede) kan vi se den næsten helt forsvundne silhuet af en ridder - fulgt af en ung pige, en djævel, endnu en pige og endnu en ridder, der også er svær et skelne. Den første ungmø går arm i arm med ridderen og djævlen; hun vil snart give efter for fristelsen. Den anden ungmø bærer allerede en krone. Djævlen holder hendes hånd, mens ridderen vender ryggen til hende; hun tog mod gaverne og gav efter for de onde kræfter.

Uanset meningen med Jungshoveds kalkmaleri tror jeg ikke, det tilhører genren af dødedanse. Den centrale figur, i sort, ligner meget mere en djævel end et lig. Hvis man kigger nøje, vil man bemærke, at han har hale og sporer! Med hensyn til de levende er der kun fire, og de tilhører alle adelen. Ingen gejstlige, ingen borgere, ingen fattige: Dette er i sandhed meget overraskende for en dødedans, hvis vigtigste tradition var at vise folk fra forskellige stænder. Desuden er to af de fire dansere kvinder. Bortset fra Kvindernes Dødedans af Guyot Marchand (en kvindelig udgave af en middelalderlig bestseller, mest udgivet for at tjene penge) fremviser alle dødedanse et flertal af mandlige figurer.

Disse billeder af Danmarks dødedanse er fra Axel Bolvig og Martin Hagstrøm. Axel Bolvig har taget billeder af alle kalkmalerier, der findes i danske kirker. For at besøge hans hjemmeside, klik her. Martin Hagstrøm har oversat denne del af mit website til dansk og scannet nogle billeder. For at besøge hans hjemmeside om Lübecks dødedans, klik her.